Energianlæg

Solenergianlæg i erhvervsområder

Erhvervslokalplanerne, hvor flertallet er relativt gamle, indeholder som oftest ikke bestemmelser om solcelleanlæg på terræn, da det ikke har været noget, der har været relevant før i tiden. Som oftest vil det derfor kræve en dispensation fra den gældende lokalplan at opstille solcelleanlæg på terræn, da det ikke er noget offentligheden har kunne forvente med vedtagelsen af lokalplanerne og kommunen ikke har vurderet på forholdet i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen. Vurderingen af behov for dispensation beror på nævnspraksis for andre typer tekniske anlæg. Ved dispensation til anlæggene vil det være muligt at stille vilkår til anlægget ifht blandt andet afskærmning, krav om nedtagning osv.

Der vil efter konkret vurdering kunne opnås dispensation til solceller på terræn på erhvervsejendomme med eksisterende virksomheder, hvis der er plads til det inden for en virksomheds ejendom, og der fortsat er tilstrækkelige arealer til parkering, regnvandshåndtering, ophold mv. i henhold til gældende regler og planer. Tilladelser forventes givet med vilkår om, at solcellerne skal fjernes, hvis virksomheden får brug for at udvide bygningsmassen eller andre anlæg. Virksomheden vil i den forbindelse kunne indtænke solcellerne i nybyggeri. Det understreges, at der i hvert enkelt tilfælde vil blive foretaget konkrete vurderinger, hvorfor nogen vil kunne få dispensation og andre ikke vil.